Kommunalt Valggrundlag

 

Kommunalt valggrundlag

Kommunalpolitik handler om at binde ideologien og de store linjer sammen med konkrete og lokale kampe og forbedringer. Og det er udgangspunktet for Enhedslistens kommunale engagement. De store linjer skal afspejles i de lokale sager, og ideologi og konkrete forslag understøtte hinanden.

FÆLLES BÆREDYGTIGHED

Enhedslisten vil i alle kommuner, regioner og på landsplan arbejde for den fælles bæredygtighed. For Enhedslisten er det vigtigt, at vi opretholder den fælles velfærd, og at alle – uanset udgangspunkt – har mulighed for at deltage, samtidig med at vi på alle områder forsøger at imødegå konsekvenserne af klimakrisen. Det vil sige skabe de bedst mulige betingelser for både mennesker og for klimaet. Vi har derfor opstillet tre hovedkrav, som vi vil arbejde med. Kravene skal i hver enkelt kommune gøres hverdagsnære og lokale.

 

Den Grønne Kommune - Enhedslisten kræver 100% vedvarende energi og økologi

-         Vi vil klimarenovere kommunens bygninger og opsætte vindmøller og solceller

-         Vi vil udbygge den kollektive trafik

-         Vi vil sørge for økologisk og gratis mad i de kommunale institutioner

 

Solidarisk velfærd – Enhedslisten kræver, at alle får del i velfærden

-         Vi vil fjerne fattigdommen i kommunen ved at stille konkrete forslag

-         Vi vil skaffe uddannelse til alle uanset forskellige behov

-         Vi vil lave kommunale arbejdspladser med danske overenskomster og ansætte flere pædagoger, lærere og socialarbejdere

 

Den Demokratiske Kommune – Enhedslisten kræver demokrati for den enkelte

-         Vi vil skabe større borgerinddragelse og -indflydelse

-         Vi vil give de ansatte friheden tilbage til at tilrettelægge eget arbejde

-         Vi vil satse på de fælles løsninger i stedet for de private

HVORFOR SKAL ENHEDSLISTEN SIDDE I BYRÅD?

Hvad forskel gør det, om der sidder et parti mere eller mindre? Enhedslisten skal ikke sidde i byrådet for at skære 10 % mindre eller bare for at gøre det 10 % bedre, end de andre partier.  Enhedslisten er et anderledes parti. Vi arbejder for et helt andet samfund og på en helt anden måde. I bevægelser, i folketinget, og i kommuner og regioner.

 

Det betyder ikke, at vi opgiver kampen for forbedringer her og nu, fordi vi kun er interesseret i at skabe noget helt nyt. For os er de små sejre vigtige for at vise, at det kan lade sig gøre at gøre tingene på en anden måde, som fx at fjerne brug af sprøjtegift i kommunens parker, eller få indført åben spørgetid i byrådet.

 

Rammerne for kommunerne bliver bestemt af regeringen og kommunerne er stadig i en økonomisk spændetrøje. Det er Enhedslistens opgave aktivt og hele tiden at udfordre denne politik. Og på trods af den stramme økonomi er der stadig meget, vi kan, hvis vi vil og der er mange nok, der vil det. Enhedslisten vil komme med de anderledes bud og rejse krav, der rækker ud over de stramme rammer.

 

Enhedslisten vil ikke love, at vi straks får sikret guld og grønne skove til alle. Heller ikke at vi i løbet af få år får afskaffet fattigdom og ulighed og indført økologi og vedvarende energi overalt.

Men vi kan love, at vi vil sætte det på dagsordenen. Og at vi vil arbejde for det. Sammen med Jer.

Emneord: